Når vi tør stå i mørket – og vælger at gå mod lyset

Jeg møder ofte mennesker i sorg, smerte, konflikter og svære følelsesmæssige brud. Mennesker, der har mistet fodfæste i relationer – eller i sig selv.

Noget af det, mine klienter ofte siger, er, at de føler sig trygge, fordi jeg tør stå i både lyset og mørket sammen med dem. Fordi jeg ikke kun har læst om smerte. Jeg kender den.

Jeg har selv levet med en smertehistorie i alt for lang tid.

En fortælling om mig selv, som jeg – uden helt at opdage det – kom til at identificere mig med. Og som min hjerne gjorde det, den er allerbedst til: at finde beviser for. Beviser på, at verden var sådan. At noget gjorde ondt. At jeg skulle være stærk, holde ud, klare mere.

Det tog mig lang tid at opdage, hvor destruktiv den fortælling egentlig var.

For det, vi fortæller os selv igen og igen, bliver vores virkelighed. Ikke fordi det er sandt – men fordi vi lever ud fra det.

Jeg har altid haft mod, vilje, power, selvtillid. Men der har også været et mørke. Et sted i mig, jeg godt kendte – men som jeg samtidig undgik helt at se på. Og sandheden er denne:

Jeg kunne ikke se lyset, før jeg turde stå i mørket og mærke:

Her ønsker jeg ikke at være længere.

Det var først dér, bevægelsen begyndte.

Jeg har opdaget, at jeg er nødt til at flytte mig. Ikke kun mentalt – men konkret.

Fra relationer, fra forventninger, fra manglende grænsesætning, fra tempoer, der ikke længere er mine.

Jeg er nødt til bevidst at skabe en ny fortælling om mig selv. En fortælling, der ikke er bygget på smerte – men på kraft.

Det interessante er, at jeg har hjulpet mange mennesker igennem netop denne proces. Jeg har vidst hvordan. Jeg har haft fagligheden, redskaberne og forståelsen. Men det er først nu, jeg 100 % har opdaget det i mig selv. Ikke bare forstået det – men forsørger at leve det.

Og den opdagelse ændrer noget.

For når vi selv tør vende os mod det, vi har undgået, bliver vores faglighed dybere. Mere ægte. Mere troværdig. Ikke fordi vi er perfekte – men fordi vi ved, hvordan det føles, når noget gør ondt. Og hvordan det føles at vælge sig selv.

Jeg tror ikke på, at vi skal blive i smerte. Heller ikke i sorgfyldte relationer. Og heller ikke i fortællinger om os selv, der holder os fast i en gammel virkelighed.

Vi har alle en skaberkraft. En kraft, der kan hjælpe os med at bevæge os fra én virkelighed til en anden: fra mørke til lys, fra smerte til styrke, fra fastlåsning til bevægelse, fra frygt til kærlighed.

Den kraft kræver mod. Mod til at mærke. Mod til at se sandheden i øjnene. Mod til at sige: Det her er ikke længere mit sted.

Når jeg i dag arbejder med mennesker, gør jeg det med både faglighed og menneskelighed. Med viden – og med erfaring. Jeg ved, at forandring er mulig. Ikke som et quick fix, men som en dyb, indre bevægelse.

Og jeg ved, at når vi tør stå i mørket længe nok til at mærke, at vi vil noget andet – så begynder lyset helt stille at vise sig. Og Hurra for det.