Happy Place – når egenomsorg ikke er en luksus, men en nødvendighed
- kontakt6006
- for 16 timer siden
- 3 min læsning
Jeg møder mange kvinder, som elsker deres familie. Kvinder, der tager ansvar. Som får hverdagen til at glide. Som husker madpakker, tandlægetider, fødselsdage, forældremøder, vasketøj, indkøb, relationer og stemninger.
Og midt i alt det – glemmer de sig selv.
Der har de seneste år været meget fokus på mental load – den usynlige, mentale opgaveliste, som mange kvinder bærer. Det handler om overblik, koordinering, planlægning og følelsesmæssig omsorg. Alt det, der ikke altid kan ses, men som fylder i sindet og kroppen.
Men under mental load ligger noget endnu dybere: Mange kvinder har svært ved at give sig selv lov til at vælge sig selv til.
Når kroppen er i alarm
Når vi konstant er “på”, lever kroppen i en mild – eller nogle gange kraftig – alarmtilstand. Nervesystemet får ikke pauser. Vi reagerer, organiserer, løser og tilpasser os.
Over tid kan det mærkes som:
Indre uro
Træthed uden at kunne slappe af
Kort lunte
Manglende lyst
Følelse af utilstrækkelighed
Kroppen er klog. Den fortæller os, når balancen mangler.
Jeg arbejdede med en kvinde, som brændende ønskede at blive gravid. Men hun havde ganske enkelt for travlt. Hendes system var konstant aktiveret. Hun tog sig aldrig tid til sig selv – ikke fordi hun ikke ville, men fordi hun ikke syntes, hun kunne tillade sig det.
Vi arbejdede med at skabe et happy place.
Ikke en spa-weekend. Ikke en flugt fra hverdagen. Men et konkret sted – og et mentalt rum – hvor hun kunne sænke skuldrene uden forventninger.
Det kunne være en halv time. Nogle gange tre timer. Det afgørende var ikke tiden, men tilladelsen.
Hendes mand begyndte at forstå værdien. Han oplevede, at når hun havde haft sit “happy place”-rum, kom hun tilbage mere rolig, mere nærværende, mere glad. Hun var til stede – ikke bare fysisk, men mentalt.
Hun mærkede ro i kroppen igen. Og ja – hun blev gravid.
Jeg siger ikke, at happy place var årsagen. Men ro, reguleret nervesystem og selvomsorg kan være en medvirkende faktor i kroppens balance.
Ro er ikke passivitet. Det er regulering.
Hvad er et happy place?
Et happy place er ikke nødvendigvis et fysisk rum – men det hjælper, når det er konkret.
Det kan være:
En stol i hjørnet af stuen
Et helt rum
En bænk i haven
En krog i soveværelset
En gåtur med høretelefoner
Fællesnævneren er:
Ingen forventninger
Ingen pligter
Ingen roller
Ingen dårlig samvittighed
Det er et sted, hvor du ikke er mor, partner, kollega eller projektleder. Du er bare dig.
Nogle kvinder tænder et lys. Nogle læser. Nogle lytter til musik eller podcast. Nogle kigger bare ud i luften.
Selv har jeg en krog i min spisestue. Jeg hører plader, lytter til podcast, læser – eller sidder i stilhed og kigger ud ad vinduet. Det er ikke spektakulært. Men energien dér er min.
Og det gør en forskel.
Egenomsorg som ansvar – ikke egoisme
Mange kvinder kæmper med skyld, når de prioriterer sig selv. Men sandheden er: Når du aldrig lader op, bliver du drænet. Egenomsorg er ikke at sætte sig over andre. Det er at tage ansvar for sin egen tilstand.
Når dit nervesystem er i ro:
Bliver du mere tydelig
Mere kærlig
Mere nærværende
Mindre reaktiv
Happy place handler derfor ikke om luksus. Det handler om bæredygtighed.
Den største forandring: Tilladelsen
Det mest kraftfulde ved happy place er ikke indretningen. Det er beslutningen.
Beslutningen om:“ Jeg må godt vælge mig selv – uden at det skal forklares.”
Når kvinder begynder at tage den plads – fysisk og mentalt – sker der noget. De stråler anderledes. De reagerer mindre og responderer mere. De oplever, at relationerne bliver lettere.
Fordi de ikke længere kun giver – de er også forbundet til sig selv.
Mit spørgsmål til dig er enkelt:
Hvis du skulle skabe dit happy place – hvor ville det være? Og hvad forhindrer dig i at tage det i brug allerede i dag?
Måske er det ikke tiden, der mangler. Måske er det tilladelsen. Din egen tilladelse.

.png)



Kommentarer