Forskellighed i parforholdet bliver først et problem, når den vækker utryghed

Jeg mener, at forskellighed skal opdages tidligt i en relation – ikke som et problem, men som en styrke. Alligevel oplever jeg igen og igen, både i mit arbejde som parterapeut og i mit eget liv, at vi gør det modsatte. Vi leder efter ligheder. Og vi holder fast i dem, ikke bare i begyndelsen af en relation, men også når den begynder at føles usikker.

Når der opstår afstand i et parforhold, når kontakten bliver tyndere, eller konflikterne begynder at gentage sig, ser jeg ofte den samme bevægelse: Tvivlen begynder at blive fodret med forskellighed.

Tankerne bliver til indre stemmer som vi begynder at lytte til:

Vi passer heller ikke rigtig sammen.

Vi er nok for forskellige.

Det ville nok være nemmere, hvis vi var mere ens.

Som om forskellighed pludselig bliver forklaringen på det, der gør ondt.

Men det er sjældent forskelligheden, der er ny. Den har været der hele tiden. Det nye er usikkerheden. Og i usikkerheden begynder vi at længes efter det, der føles velkendt, forudsigeligt og trygt. Ligheder bliver i den bevægelse en slags redningsplanke – ikke fordi de løser noget, men fordi de dæmper uroen.

Jeg tror, vi overvurderer, hvor let kærlighed bliver af lighed. Og undervurderer, hvad forskellighed faktisk giver, når den bliver mødt rigtigt.

Jeg ser det allerede, før relationen overhovedet er begyndt. På datingsider, i profiltekster, hvor der står: “Lige leger bedst.” For mig er det et signal om en længsel efter sikkerhed snarere end efter relation. En forestilling om, at kærlighed helst skal være uden forskelle. Uden for meget bevægelse.

Men kærlighed uden forskel er sjældent kærlighed – det er ofte genkendelighed.

Når vi forelsker os i et andet menneske, er det ikke meningen, at vi skal finde os selv igen. Det er meningen, at vi skal møde én, der ikke er os. Én med sit eget indre liv, sit eget tempo, sit eget blik på verden.

Forskelligheden er ikke en fejl i kærlighedens design – den er det, der gør, at kærligheden overhovedet bevæger sig væk fra selvforelskelse og ind i relation.

I både mit kliniske arbejde og i mit eget liv har jeg været fanget i forestillingen om, at lighed skaber de bedste betingelser. Men det, jeg igen og igen ser – og selv har erfaret – er, at enshed ofte skaber stilstand, mens forskellighed kalder os til udvikling.

Den ene er måske struktureret, den anden spontan. Den ene tænker længe, den anden mærker hurtigt. Den ene søger ro, den anden bevægelse.

Det bliver først et problem, når vi begynder at se forskellene som tegn på, at vi har valgt forkert – i stedet for som tegn på, at vi står over for noget, der kræver nærvær, nysgerrighed og mod.

Forskellighed skal ikke først opdages, når vi vil væk. Den skal opdages tidligt – og bæres bevidst. For hvis vi kun bruger lighed som målestok for, om vi passer sammen, risikerer vi at forlade relationer, ikke fordi de er forkerte, men fordi de ikke er nemme.

Kærlighed er ikke et projekt i at finde én, der ligner os. Det er et valg om at blive i mødet med én, der ikke gør.

Og måske er det netop her, kærligheden begynder.